”At rejse er at leve”. Med det motto lånt af Hans Christian Andersen, er der mange, der i dag gerne vil opleve at rejse, og som med det formål bestiller et ophold langt væk. Dermed skal transport helst være hurtigst muligt for at optimere tid på destinationen. Rejsen hjemmefra og derhen er blot blevet transporttid, som skal overstås. På Andersens tid foregik transport i hestevogn, hvilket var langsomt, og på samme tid gav plads til alle mulige oplevelser. I rejsebogen om hans første rejse til udlandet i 1831 fortæller Andersen om det, han ser og oplever undervejs (på den tid tog det to dage at rejse fra København til Hamburg). Solnedgang over Møns grønne skov, natten hvor man ikke kan sove, oplevelse af solopgang, atmosfærens skift og livet i vognen, som er præget af, hvem man rejser med, bliver en levende del af oplevelsen og er i sig selv en del af rejsen.
I den forstand er rejsen ikke blot det at opnå et mål, men også oplevelsen af at være på vej mod noget, et metaforisk billede af livet, hvor den ekstra stimulation af sanserne forstærker fornemmelsen af at være i live. At rejse er at ånde med landskabet, som ændrer sig umærkeligt kilometer efter kilometer, og lægge mærke til husene, der stille og roligt beklæder sig med en anderledes facon, der tilpasses omgivelserne. At følge pulsen fra rejsernes bevægelse, som kommer op og ned ad vogne, og medbringer dufte, indryk og tempo fra deres egne særlige liv og historie, og optage gradvis skift i tone, sprog og udseende af dem, man rejser med. At rejse er en invitation til en meditation om livet og mangfoldighed.
Jeg tror på, at andre rejsemåder end hestevogn kan være med til at vække tilsvarende oplevelser. I min erfaring har togrejse, tror jeg, den samme virkning. Siden jeg var ung, har jeg altid rejst meget med toget, og jeg har gjort endnu mere siden jeg er flyttet til Danmark for seks år siden og vil gerne undgå at flyve.
I denne coronatid, hvor rejsen skal ske hjemmefra, vil jeg gerne dele en af mine togrejser. Hukommelse er et sjovt værktøj, og mit indtryk er, at den nogle gange kan komme til at blande følelser, tider og ændre på rækkefølgen af nogle oplevelser. Jeg har rejst så mange gange mellem Danmark og Frankrig at jeg måske kommer til at blande nogle erindringer sammen, men det jeg kommer til at fortælle, har jeg sikkert oplevet i en af togrejserne mod mit hjemland.
For nogle år siden omkring jul rejste jeg til Frankrig. Jeg tog toget fra Odense, ikke langt fra mit hjem. Rejsen starter. Gennem vinduet kærtegner mit blik de fynske marker, der udfolder sig under eftermiddagens vintersol. En fornemmelse af harmoni breder sig i mig, når vi passerer nogle majestætiske vindmøller, der drejer langsomt under vindens kærtegn, oprejst som en bindestreg mellem jord og himlen. Min sind falder til ro. Jeg er et med landskabet. Uden mere advarsel er vi på Lillebæltsbroen, magien indhyller mig. Synet af vandeter altid en kilde til fornøjelse. Et øjeblik passerer store tanker om menneskelighed og deres konstruktionsværk over naturen i mig.
I Kolding skifter vi toget, larm og aktivitet ankrer mig i nuet og kalder på handling. Nu skal vi direkte til Hamburg. Overfor mig sidder en dame. Jeg giver et mildt smil til hende, hun smiler tilbage. Landskabet kalder igen på mig. Damen tager sit strikkearbejde ud. Mens hun gør det, kigger jeg på hende, og så smiler vi til hinanden. Efter et stykke tid med udveksling af smil, føler vi os trygge nok for at starte en snak. Hun er fra Århus og skal besøge sin datter, som er gift med en tysker og bor i Tyskland på den anden side af grænsen. Byens navn kan jeg ikke få fat på. De skal fejre jul sammen med svigerfamilien. Min tognabo kan ikke tysk, men hun siger, at det alligevel er fantastisk at kunne holde jul sammen med dem. Vi snakker om glæden ved at være samme med vores kære, og om hvordan, når man vil kommunikere man altid finder en vej. Hjertets veje er stærke. Vi er glade og diskuterer lidt om livet og om vores forskellige oplevelser. Flensburg. Allerede. Min nabo skal af lige om lidt. Med en hjertelig hilsen siger vi farvel til hinanden. Lang tid efter hun tog afsted, bobler min hjerne og mit hjerte med dejlige tanker om livet. Jeg føler mig i fred og en følelse af dyb tilslutning til universet inviterer sig i mig.
Langsomt trækker solen sig tilbage. Ankomsten ved Hamburg overrasker mig. På den anden side af Binnenalster, en af Hamburgs søer, glinser mange lys. Der er mange små huse, og man fornemmer en vis grad af aktivitet: der er fuld gang i julemarkedet. Spændingen invaderer mig. Jeg har lidt mere end fire timer i Hamburg, før min nattog kører. Lynhurtigt en plan skitserer sig i mit hoved: jeg skal forlade min bagage på stationen og gå en tur på julemarkedet. Jeg har altid hørt om de legendariske julemarkeder i Tyskland, nu er det tid til at opleve det for real. At vandre på Hamburgs julemarked, og spise grønkål med julekrydderier, i en stemning hvor venner og kollegaer hygger sig, er blevet et fantastisk minde, som stadig er levende i mig.
I sovevognen har jeg en af de øverste sovepladser, modsat side besættes af en ung mand, omkring min alder. Vi begynder hurtigt at snakke sammen. Han er Schweizer og på udveksling i Stockholm. Han studerer arkitektur og vil gerne bygge bæredygtige huse. Han skal hjem til jul og vil heller rejse i toget end flyve hjem. Han synes, det er en bedre oplevelse, samt bedre for klimaet. Det gør mig glad. Det minder mig om, at jeg er ikke den eneste, som har det sådan, og at vi er mange, der har viljen til at handle mere bæredygtigt. Rolig bevægelse af toget guider mig i søvn. I morgen er jeg i alperne. Klokken er nu lidt før 7. Sovekupeens dør glider op, og togpersonalet kommer med morgenmad. Vi får en bakke hver med en varm drik, svarende til det, vi har aftalt dagen før, marmelade og brød. Morgenmad i sengen! Det er lang tid siden, jeg har fået det -og serveret!
Stille og roligt fortsætter rejsen, vi pakker sammen. Uden for giver mørket langsomt plads til lidt mere lys. Solen står oppe. Igen kan jeg forstå sproget på toget, jeg er på vej mod Frankrig gennem det schweiziske plateau. Alperne med Mont-Blanc står stolt og stærkt på venstre side af toget. Leman søen glimter af tusind farver. Snart et det Genève. Som en gammel ven, der hilser på mig, bringer sne og bjergkæder mig til mit barndomshjem. Togrejsen er ved at være slut. Den rejse, som bragte mig til min familie, er også blevet en rejse i mig selv, ind i livet. En tid for mig til at reflektere, uddybe og bare være et med øjeblikket. En tid for at byde velkommen til det uforudsigelige med alle sine muligheder af oplevelser, møder, frustrationer, kedsomhed. En tid for at kramme eventyrånden. Stadig med stjerner i øjnene af alt det, de har suget til sig, og med følelsen af høre til en fælles humanitet, er jeg fuld af energi, tilgængelig og klar til det at nyde tiden med mine kære. Togrejsen har givet mig et rum til at mærke livet i et andet tempo, et omklædningsrum hvor transformation kan ske, og som jeg kommer ud fra med livet pulserende i mine årer.
Tak til Tine Stengaard Brewer for hendes hjælp med rettelser.
Seneste kommentarer